OVERBLIK: Tre til fire ulve i Danmark

    En berigelse af den danske natur eller en fare for mennesker og husdyr?

    Meningerne om ulvens tilbagevenden til den danske natur er delte.

    Her kan du læse om ulvens genindtog i Danmark efter 200 års fravær:

    * En ulv blev i 2012 fundet død i Thy, og det markerede ulvens tilbagevenden til den danske natur.

    * Siden er der observeret ulve og indsamlet dna-spor i det meste af Jylland. De danske ulve er alle indvandret til Danmark fra lande syd for grænsen – primært fra Tyskland.

    * Seneste vurdering er, at der befinder sig tre til fire ulve i Danmark. De bekræftede observationer er et par i Vestjylland og én i Nordjylland. Ulveparret i Vestjylland kan muligvis få hvalpe til foråret.

    * Forskere har derudover en formodning om, at der befinder sig én ulv i et noget bredt defineret område omkring Sønderjylland og Midtjylland. Denne er dog ikke bekræftet.

    * En enkelt ulv, “Djurslandulven”, vurderes at være udvandret fra Danmark omkring årsskiftet, og dermed er der færre ulve i Danmark end ved seneste kvartalsoversigt.

    * Der hersker noget usikkerhed om tallene, da ulve kan være ind- eller udvandret eller døde, uden at det er blevet registreret.

    * Danmark har siden 2014 haft en forvaltningsplan for ulve.

    * Forvaltningsplanen sikrer, at der kan udbetales erstatning til husdyrholdere, der får deres dyr angrebet af ulve.

    * Planen sikrer også, at der kan gives tilskud til etablering af ulvesikre hegn i et afgrænset område i Vestjylland.

    * Ulven er fredet af et EU-direktiv.

    * Ulven er Europas næststørste rovdyr på land. Kun den brune bjørn er større end ulven.

    Kilder: Miljøstyrelsen og ulveatlas.dk (Naturhistorisk Museum Aarhus).