FCM smadrer OB og booker billet til pokalfinalen

    FC Midtjylland vandt onsdag aften 4-0 over OB i pokalturneringens semifinale, og dermed er midtjyderne klar til pokalfinalen.

    Det er femte gang, at FCM har spillet sig frem til finalen i pokalturneringen, men holdet har endnu til gode at vinde den.

    FCM’s angriber Paul Onuachu sørgede for finalepladsen, da han to gange i anden halvleg scorede med hovedet.

    Gustav Wikheim scorede kampens sidste mål i det 88. minut.

    Inden da havde OB’s midtbanespiller Troels Kløve lavet selvmål, da målmand Sten Grytebust ikke kunne nå at stoppe hans skæve aflevering fra at gå i mål.

    Kampen blev ellers indledt jævnbyrdigt, og OB var farligst i kampens første halve time.

    De to angribere Anders K. Jacobsen og Bashkim Kadrii blev flere gange sendt afsted i hurtige omstillinger, hvor Troels Kløve også bidrog.

    Men efter 31 minutters spil kom FCM foran, da Troels Kløve i et forsøg på at spille bolden tilbage til sin målmand lavede selvmål.

    Kort efter pausen udbyggede Paul Onuachu FCM’s føring til 2-0, da han headede et frispark fra FCM’s wingback Rafal Kurzawa i nettet.

    Herefter dominerede FCM resten af kampen, og i det 72. minut scorede Paul Onuachu igen med hovedet til 3-0.

    OB forsøgte i kampens sidste minutter at etablere et pres, men det var Gustav Wikheim, der slap fri og scorede til 4-0 for FCM.

    Holdet slog på vejen til pokalfinalen Dalum IF, FC København, Kolding IF og OB.

    FCM’s finalemodstander bliver fundet torsdag aften, når Brøndby IF tager imod AaB i den anden semifinale.

    Pokalfinalen bliver spillet den 17. maj klokken 17.

    /ritzau/