Tysk fodboldpræsident træder tilbage efter kritik

    Præsidenten for Det Tyske Fodboldforbund (DFB), Reinhard Grindel, træder tilbage med øjeblikkelig virkning.

    Det oplyser DFB på sin hjemmeside.

    Beslutningen kommer, efter at præsidenten i de seneste dage er blevet anklaget for at holde en ekstra indkomst skjult for offentligheden.

    Fredag i sidste uge skrev magasinet Der Spiegel, at Grindel som formand for DFB’s medieselskab havde fået udbetalt 78.000 euro, svarende til 582.000 kroner, oven i sit normale salær.

    Ifølge magasinet havde Grindel ikke offentliggjort ekstraindkomsten, hvilket har givet anledning til kritik i det tyske fodboldmiljø.

    Senere kunne avisen Bild fortælle, at Grindel havde taget imod et ur til en værdi af 6000 euro fra den tidligere ukrainske forbundspræsident Grigori Surkis.

    Fodboldforbundet har på sin hjemmeside udsendt en lang erklæring fra den nu forhenværende præsident. Her fastslår han, at han følte sig sikker på, at reglerne var blevet overholdt.

    – Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er grådig, og at jeg i adskillige år har beskæftiget mig med compliance-spørgsmål, skriver Grindel.

    Grindel har været præsident siden 2016. Forbundets to vicepræsidenter, Rainer Koch og Reinhard Rauball, overtager midlertidigt ledelsen indtil generalforsamlingen i september.

    Den tidligere landsholdsanfører og verdensmester Philipp Lahm nævnes i tyske medier som et bud på tysk fodbolds kommende førstemand.

    /ritzau/