Albueskadet Rasmus Lauge melder fra til landskampe

    Rasmus Lauge har meldt afbud til håndboldlandsholdet med en skade.

    Playmakeren er ude med en albueskade til EM-kvalifikationskampene mod Montenegro. I stedet er Michael Damgaard blevet udtaget.

    Landstræner Nikolaj Jacobsen modtog afbuddet fra Flensburg-Handewitts formstærke bagspiller mandag.

    – Vi er selvfølgelig kede af at måtte undvære Rasmus Lauge, der er et af de store omdrejningspunkter på vores hold.

    – Vi glæder os dog meget til at få Michael Damgaard tilbage på holdet, siger landstræneren til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside.

    Michael Damgaard har ikke været med på landsholdet i en periode og var heller ikke med på det hold, der vandt VM-guld i januar.

    Bagspilleren har gjort det godt for Magdeburg i den tyske Bundesliga på det seneste, og det er årsagen til comebacket.

    – Han har haft en opadgående formkurve og har spillet rigtig godt for Magdeburg her i foråret, siger Nikolaj Jacobsen.

    Landsholdet spiller de to EM-kvalifikationskampe mod Montenegro i næste uge.

    Først går turen til Podgorica, hvor Danmark på næste onsdag spiller den første kamp mod Montenegro.

    De to hold møder hinanden igen i en udsolgt Royal Arena i København lørdag 13. april.

    /ritzau/