Forskere: Nationale test måler skævt og bør ikke bruges

    Elever fra 2. til 8. klasse kæmper i disse uger med de nationale test, som skal måle elevernes faglige niveau i udvalgte fag.

    Prøverne kan dog ikke bruges til meget.

    Testene viser nemlig forkert og giver usikre resultater, fortæller professor Jeppe Bundsgaard fra Aarhus Universitet, som er en af to forskere bag en undersøgelse af de nationale test.

    – Hvis man tænker, at man gerne vil have et rigtigt resultat, når man tager en test, så er det jo alvorligt.

    – Fejlene og usikkerhederne er så store, at vores vurdering er, at det ikke er rimeligt og værdigt over for eleverne at udsætte dem for test og resultater, der er forkerte, siger han.

    Jeppe Bundsgaard har sammen med professor emeritus Svend Kreiner tjekket de prøver, som 8. klasse skulle gennemgå i 2017. Her har de fundet store fejl.

    Testene giver så store udsving i resultaterne, at det ifølge Jeppe Bundsgaard svarer til, at man har en tommestok, som skifter mellem at måle i centimeter og i tommer. Man ved bare ikke, hvornår den måler i hvilken enhed.

    Konkret betyder det, at dygtige elever kan have fået konstateret læseproblemer og derfor fået ekstra hjælp, som de ikke havde brug for. Omvendt kan andres faglige vanskeligheder være blevet overset i testene.

    De nationale test blev indført i 2010 og måler elevernes faglige niveau i blandt andet dansk og matematik.

    Elever i folkeskolerne skal gennem ti test i løbet af deres skoletid. De varer 45 minutter per gang og tages på en computer. Prøver er adaptive, hvilket vil sige, at de bør justere sværhedsgraden løbende, alt efter om eleven svarer rigtigt eller forkert på spørgsmålene.

    Ifølge Jeppe Bundsgaard bør politikerne sætte prøverne i bero, indtil problemerne i dem er løst, eller andre evalueringer er sat i stedet for.

    – Man kan reparere problemerne, men så skal man samtidig igangsætte procedurer, så fejlen ikke sker til næste år igen. Vores anbefaling er, at man helt ophører med obligatoriske test og i stedet stiller andre evalueringsredskaber til rådighed, siger han.

    /ritzau/