Ungarn lukker banegård fyldt med migranter


    Ungarn har lukket en central banegård i Budapest, der er fyldt af migranter. Ingen tog kører til eller fra stationen, skriver det nationale nyhedsbureau MTI.

    Like localeyes.dk på Facebook

    – Alle har fået besked på at evakuere banegården, hvor hundredvis af migranter forsøgte at komme om bord i tog til Østrig eller Tyskland, skriver AFP’s reporter på stedet.

    – Ingen tog vil ankomme til banegården eller køre fra den indtil videre. Der vil blive givet besked, når der er en ny situation. Alle bedes forlade stedet, hedder det i en erklæring fra Keleti-banegården.

    Meddelelsen kom efter, at omkring 500 migranter – mænd, kvinder og børn – forsøgte at komme op i et tog til Wien.

    Nogle migranter begyndte at skrige, da hundredvis af politifolk og specialudrustede uropolitistyrker, begyndte at flytte folkemængden ud af banegården. Men ingen gjorde modstand, og det kom ikke til voldelige sammenstød.

    Adskillige hundreder gik uden for stationen, hvorfra alle tog til Østrig og Tyskland kører. Politiet blokerede banegårdens hovedindgang.

    Alene i august kom 50.000 migranter fra navnligt Syrien, Irak og Afghanistan til EU-landet Ungarn. De fleste af migranterne er stærkt opsatte på at komme til Tyskland.

    I alt 3650 migranter kom til Wien med tog mandag.

    /ritzau/Reuters