Bidende britisk bokser er suspenderet

    Den britiske bokser Kash Ali er blevet suspenderet for at have bidt en modstander gentagne gange.

    Lørdag aften bed Kash Ali landsmanden David Price flere gange, inden kamplederen stoppede opgøret.

    27-årige Kash Ali blev diskvalificeret i femte omgang, og mandag mistede sværvægteren sin bokselicens.

    Det meddelte de britiske boksemyndigheder mandag efter at have undersøgt sagen nærmere.

    Der venter en høring 13. april, og indtil da må Kash Ali ikke bokse.

    35-årige David Price kunne fremvise et markant bidemærke i maveregionen efter en tur i kanvassen, og det blev en tand for meget for kamplederen.

    Boksekampen blev kort efter stoppet, og Kash Ali blev diskvalificeret.

    Kash Ali får ud over suspensionen indefrosset 20.000 pund, som han skulle have haft i startpenge.

    Efter kampen i Liverpool erkendte Kash Ali, at han havde opført sig “dumt”.

    David Price ønsker ikke at stille op mod sin bidske landsmand igen.

    – Jeg vil ikke gå i ringen med sådan et dyr igen, siger David Price ifølge Sky Sports.

    /ritzau/