Stilladsarbejdere blokerer for busser i sympati med lokoførere

    Op til otte lastbiler blokerer mandag morgen for bustrafikken ved Bernstorffsgade foran Hovedbanegården i København.

    Det oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi.

    – Der er syv eller otte lastbiler, der blokerer i sympati med DSB-konflikten, siger han med henvisning til, at lokofører i Østdanmark mandag har nedlagt arbejdet.

    Vagtchefen oplyser, at det er en gruppe af stilladsarbejdere, som blokerer for busserne.

    – Vi har været nede og tale med dem, og de skulle gerne være væk om cirka 15 minutter, siger Michael Andersen omkring klokken 09.30.

    /ritzau/