Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, som er under stort pres for at træde tilbage, har udpeget en ny regering.
Det fremgår af en meddelelse fra præsidentpaladset.
Regeringen ledes af premierminister Noureddine Bedoui, der blev udpeget til posten for nylig.
Der er tale om en overgangsregeringen, der består af flere teknokrater og eksperter på deres områder, rapporterer tv-stationen Ennahar.
Centralbankchef Mohamed Loukal bliver ny finansminister og Mohamed Arkab ny energiminister. I alt er 27 ministre blevet præsenteret søndag, heraf seks gengangere fra den gamle regering.
Ifølge statsligt tv beholder hærchef Ahmed Gaed Salah sin post som viceforsvarsminister, selv om han for nylig har opfordret til, at den sygdomssvækkede præsident erklæres uegnet til at lede landet og sendes på pension.
Algeriet har i de seneste seks uger været præget af store protester mod Bouteflikas styre. Fredag var omkring en million mennesker på gaderne i hovedstaden Algier i hidtil usete demonstrationer.
Demonstranterne kræver, at Bouteflika går af. Præsidentpaladsets tidligere forsøg på at formilde demonstranterne med løfter om, at Bouteflika ikke vil genopstille til en ny embedsperiode, har ikke virket.
Der skulle have været valg i Algeriet den 18. april, men det er nu udskudt på ubestemt tid.
Mange af Bouteflikas modstandere mener, at udskydelsen af valget er et trick fra styrets side.
Demonstranterne mistænker også, at den 82-årige Bouteflika – der er bundet til en kørestol og dårligt kan tale – blot er marionet for en magtfuld elite, der reelt styrer landet.
Søndag skriver den algeriske avis El Watan, at en af landets rigeste mænd, som også er en del af Bouteflikas inderkreds, er blevet anholdt, da han forsøgte at rejse ind i Tunesien.
Årsagen til anholdelsen er ikke umiddelbart klar, skriver Reuters.
/ritzau/AFP











