I den tyrkiske hovedstad, Ankara, har oppositionens kandidat overhalet præsident Recep Tayyip Erdogans parti og taget føringen i kampen om borgmesterposten.
Det rapporterer den tyrkiske tv-station NTV, efter at knap 42 procent af stemmeboksene er åbnet og stemmerne talt.
Først lød det ellers, at regeringspartiet, AKP, havde føringen i begge Tyrkiets to vigtige storbyer.
I Ankara lagde AKP stærkt ud, da en fjerdedel af stemmerne var talt op. Men siden har oppositionen overhalet.
AKP fører dog i millionbyen Istanbul, hvor partiet står til at få 51 procent af stemmerne, efter at over halvdelen af stemmerne er talt op.
Lokalvalget om kampen om de vigtige borgmesterposter ses som en test på Erdogans popularitet i befolkningen.
En økonomisk krise og en svækket tyrkisk lira er nogle af hovedårsagerne til, at Erdogan og AKP mister opbakning.
Krisen vækker bange anelser hos mange tyrkiske vælgere, som tænker tilbage på landets valutakrise sidste år.
/ritzau/Reuters











