OVERBLIK: Mozambique kæmper efter cyklon

    Befolkningen i Mozambique kæmper med følgerne af den cyklon, som midt i marts ramte landet med stor kraft.

    Der er et stort behov for mad, rent drikkevand, ordentlige toiletforhold og medicin.

    Her kan du få et overblik over situationen i Mozambique:

    * Cyklonen Idai gik i land nær havnebyen Beira i Mozambique natten til den 14. marts.

    * De to store floder Buzi og Pungue gik over deres breder og oversvømmede store områder og landsbyer i Mozambique.

    * Cyklonen ramte også nabolandene Malawi og Zimbabwe i de efterfølgende dage.

    * Indtil videre har cyklonen og de medfølgende oversvømmelser kostet 746 mennesker livet i de tre lande. Værst står det til i Mozambique, hvor 501 mennesker har mistet livet og knap en million huse er beskadigede eller helt ødelagte.

    * I Zimbabwe har 185 mennesker mistet livet. I Malawi er tallet 60.

    * Mange nødhjælpsorganisationer, herunder Røde Kors og Red Barnet, er til stede i de berørte områder, men de er udfordret af vandmasserne og ødelæggelser, som spærrer veje og forsinker arbejdet med at få nødhjælp kørt ud.

    * Den stærkt smitsomme sygdom kolera er også brudt ud i Mozambique. I havnebyen Beira, hvor cyklonen gik i land, er antallet fordoblet på 48 timer til 271 bekræftede tilfælde af kolera.

    * Mozambique har tidligere været ramt af kolera. 2000 mennesker var inficeret ved det sidste udbrud, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sluttede i februar 2018.

    Kilder: Reuters, Ritzau.

    /ritzau/