Skade i lysken får LeBron James til at stoppe sæson før tid

    Lørdag kunne Los Angeles Lakers meddele, at stjernespilleren LeBron James afslutter sin første sæson med klubben i den amerikanske basketliga NBA før tid.

    De tilbageværende kampe bliver altså uden James, der skal bruge tiden på at komme sig over en skade.

    – Efter at have konsulteret holdets læger og medicinske personale har vi besluttet at holde LeBron ude resten af sæsonen, siger Lakers’ ledelse i en udtalelse.

    – Denne beslutning giver hans lyske tid til at hele fuldstændig, og det er det bedste for både LeBrons og holdets fremtidige succes.

    James fik skaden under et opgør i december med Golden State Warriors, og det er én af de første alvorlige skader i hans mangeårige karriere.

    Skaden førte til udeblivelse fra 17 kampe, inden han var retur 31. januar. At Lakers i denne periode ikke formåede at nå playoff er blevet tilskrevet James’ manglende tilstedeværelse på banen.

    Fredag var han dog med, da Lakers slog Charlotte Hornets 129-115. James blev topscorer med 27 point.

    Men det bliver altså hans sidste optræden foreløbig.

    Det er første gang, at LeBron James ikke spiller med i postseason siden 2005.

    /ritzau/