En palæstinenser mister livet under urolig protestmarch

    Omkring 30.000 palæstinensere har lørdag været samlet til en stor protestmarch langs grænsen til Israel ved Gazastriben.

    Den store march markerer, at det er præcis et år siden, at de første ugentlige demonstrationer begyndte i området.

    Allerede før protesterne begyndte, meldte de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, at en person var dræbt af israelske soldater. Senere lørdag lyder det, at yderligere en person er blevet dræbt af israelske skud.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    33 palæstinensere skal desuden være kommet til skade. Det oplyser palæstinensisk Røde Halvmåne.

    De tilskadekomne er et resultat af sammenstød, der er opstået mellem demonstranter og den israelske hær. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Palæstinensiske frivillige har forsøgt at holde styr på gruppen af demonstranter. Alligevel har nogle grupper nærmet sig grænsen til Israel og blandt andet kastet sten mod israelske soldater og antændt bildæk.

    – Vi vil gå mod grænsen, selv om vi dør, siger 21-årige Yusef Ziyada til AFP.

    Demonstranterne kræver, at Israel ophæver en blokade af Gazastriben.

    /ritzau/AP