Forperson forstår ikke kritik af Elbæks ledelse

    Han hænger medlemmer og hårdtarbejdende frivillige ud. Principper er ikke-eksisterende og han har brugt magten beregnende til gavn for egne interesser.

    Det er blot en del af den kritik, nu tidligere næstforperson i Alternativet, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, i et facebooksopslag retter mod partiets politiske leder, Uffe Elbæk.

    Og Vilhelm Stamp Nordahl Møller står ikke alene med sin kritik. Omkring en time efter hans facebookopslag, offentliggjorde hovedbestyrelsesmedlem Theis Krarup Hansen sin udmeldelse. Også med kritik af ledelsen.

    Men Alternativets forperson, Poul Brandrup, kan ikke genkende kritikken. Det udtaler han i en skriftlig kommentar, som Alternativets presseafdeling har sendt til Ritzau.

    – Jeg vil sige tak til dem for den tid, de har engageret sig i Alternativet, udtaler Brandrup.

    – De har meldt sig ud med en kritik, som jeg ikke kan genkende som forperson for Alternativets hovedbestyrelse.

    Vilhelm Stamp Nordahl Møller oplyser, at han har meldt sig ind i Socialdemokratiet. Han mener, at S er et parti, der anerkender og accepterer uenigheder og ikke prøver at dysse dem ned.

    Til det udtaler Poul Brandrup:

    – At Vilhelm nu vælger at være medlem af Socialdemokratiet er kun godt, for vi skal dele os efter anskuelse, og hvis han – for mig noget overraskende – er mere enig med Socialdemokratiets politik, er det der, han skal lægge sine kræfter.

    /ritzau/