Våd sidste sommerdag giver varsel om efterårets komme


    Mandag er årets sidste sommerdag ifølge kalenderen.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Vejrmæssigt varsler dagen dog mere efterår end sommer, og i den nordvestlige del af Jylland kan det endnu blive kraftigt regnvejr, varsler DMI.

    – Vi har sendt et varsel ud, fordi et lavtryk kan give en del regn til de egne af landet. Det kan ende med op mod 20-25 millimeter regn på seks timer, siger meteorolog Frank Nielsen.

    – Vi starter forholdsvis fredeligt ud, men i løbet af formiddagen kommer der regn op fra syd, og det bliver værst fra sidst på eftermiddagen og ud på aftenen, siger han og tilføjer, at der også kan komme enkelte tordenbrag.

    Lavtrykket skyldes, at Danmark ligger på grænsen mellem meget varm luft mod syd og mere kølig luft mod nord.

    – Det giver gang i den her ved månedsskiftet, siger Frank Nielsen.

    Den første efterårsuge er også den første uge for mange unge mennesker, der starter en ny uddannelse.

    Det indebærer også rusture og andre udendørs introarrangementer for de studerende.

    – Det bliver nok ikke det bedste vejr til rustur. Tirsdag og onsdag kan det også blive blæsende, og temperaturen kommer til at ligge mellem 15-20 grader det meste af ugen, siger Frank Nielsen.

    – Vejret resten af ugen bliver en blandet landhandel. Det kan være, at nogen vil finde det passende at lægge en pind i brændeovnen, tilføjer han.

    I Aarhus finder et af landets største kulturarrangementer sted, når Aarhus Festuge denne uge fortsætter.

    Og deltagerne i byens mange udendørs arrangementer kan – med undtagelse af mandag – glæde sig til nogenlunde tørvejr, men temperaturerne i Smilets By bliver ikke prangede, lyder det fra DMI.

    /ritzau/