Det kommer ikke som en overraskelse for Åge Hareide, at Ole Gunnar Solskjær har formået at bide sig fast som manager i Manchester United.
Den engelske storklub meddelte torsdag, at den har ansat Solskjær på permanent basis, efter at han i december blev hyret som midlertidig manager.
Danmarks landstræner har stor respekt for Solskjærs bedrift.
– Det er selvsagt en fantastisk fjer i hatten. Men der er intet, som overrasker mig med den mand, siger Åge Hareide til Stavanger Aftenblad.
– I løbet af halvanden sæson, efter at han kom til Molde i 1995 som spiller, scorede han 30 mål i 36 kampe. Og så drog han til Manchester United og fik succes der også.
– Han har Uniteds dna i hjertet. Jeg ved, at det har været en drøm for ham, og nu er det også lykkedes for ham, lyder det fra den danske landstræner.
/ritzau/











