Den fyrede danske topchef i Swedbank, Birgitte Bonnesen, får 15 millioner danske kroner med sig i fratrædelsesgodtgørelse, efter hun torsdag mistede jobbet som direktør.
Banken oplyste torsdag, at den er kommet under “et enormt pres”, siden svenske medier er begyndt at skrive historier om mulig hvidvask i banken.
Transaktioner i banken fra “højrisiko kunder” på op til 135 milliarder euro er nu i søgelyset. Som følge af den “udvikling” fyrede banken sin direktør – danske Birgitte Bonnesen.
Den fyreseddel kommer dog med en godtgørelse på omkring 21 millioner svenske kroner – hvilket svarer til 15 millioner danske kroner.
Banken har torsdag haft et dramatisk forløb. Forud for fyringen af Birgitte Bonnesen blev al handel med bankens aktie indstillet på den svenske børs i Stockholm.
Også torsdag holdes generalforsamling for bankens aktionærer. Indtil den er overstået vil bankens tilbageværende ledelse ikke udtale sig. Handlen med aktien bliver heller ikke genoptaget før da.
Forud for generalforsamlingen har en af bankens storaktionærer AMF erklæret sig utilfreds med håndteringen fra bankens ledelse.
Det fortæller AMF’s direktør, Johan Sidenmark.
Han varsler, at AMF vil se nærmere på, om der er behov for yderligere “forandring eller forstærkning” i bankens ledelse.
/ritzau/TT











