Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har et stort dilemma, hvad angår fremmedkrigere, der er udrejst fra Danmark, så derfor så han helst, at de var faldet i kamp.
For Danmark kan blive nødt til at tage imod borgere, der har kæmpet for militante i Syrien og Irak, hvis de har dansk statsborgerskab. Og det er bedre, end at de rejser frit rundt.
– Det er bedre, at de sidder i fængsel her, og vi kan arbejde med dem, end at de rejser frit rundt. Af to onder er det det bedste.
– Det allerbedste var, at de var faldet i kamp dernede, men det er de så desværre ikke alle sammen, siger Søren Pape Poulsen onsdag på et samråd.
Han er bekymret for, at de kan rejse frit rundt, hvis ikke de bliver retsforfulgt i Danmark.
De tilbageværende i Syrien og Irak er dem, der er mest radikaliseret, mener han.
– Man skal virkelig, virkelig ville kalifatet, hvis man er dernede nu. Om man er mand eller kvinde, siger Søren Pape Poulsen.
Politiets Efterretningstjeneste, PET, vurderede sidste år, at mindst 150 personer siden 2012 er rejst fra Danmark til Syrien og Irak. Omkring en tredjedel er kommet hjem til Danmark.
Godt 40 voksne fremmedkrigere befinder sig stadig i konfliktzonen, og ti af dem er fængslet, oplyser Pape onsdag. De er ikke alle danske statsborgere. Resten er i Danmark, rejst til andre lande eller blevet dræbt.
– Vi har dømt 13, de ni er udvist ved endelig dom, fem havde dobbelt statsborgerskab, så de har fået frataget deres danske statsborgerskab ved dom, siger Søren Pape Poulsen.
Der er ikke mange, der har dobbelt statsborgerskab af dem, der er tilbage. Han kan ikke komme det nærmere.
– Det kan meget hurtigt blive usikre tal, siger han.
Også andre europæiske lande døjer med fremmedkrigere, som har kæmpet for den militante bevægelse Islamisk Stat i Irak og Syrien.
Det er tidligere kommet frem, at Frankrig har målrettet jagten på egne statsborgere, som har været højtstående medlemmer.
På vegne af franske specialstyrker har irakiske soldater jagtet og dræbt franske statsborgere, der har kæmpet for Islamisk Stat. Det skrev avisen Wall Street Journal sidste år på baggrund af udsagn fra irakiske officerer og tidligere franske embedsmænd.
/ritzau/











