OVERBLIK: Her er anklagerne mod forældre om sexmisbrugte børn

    Et forældrepar fra Vejen har siden 7. november 2017 været varetægtsfængslet i en sag om vold og grove seksuelle overgreb mod fire børn.

    Her kan du få et overblik over anklagerne og sagen, der behandles af et nævningeting ved Retten i Esbjerg.

    * Parret – en 63-årig mand og en 60-årig kvinde – er tiltalt for en lang række seksuelle overgreb og gentagne tilfælde af vold med karakter af mishandling mod børnene.

    * Kvinden er biologisk mor til alle fire børn, mens manden er biologisk far til to af børnene.

    * Det skal ifølge anklagen være sket i perioden 1987 til 1994, mens børnene var under 12 år gamle.

    * Børnene skal ifølge anklagen have været udsat for gentagne tilfælde af voldtægt begået af manden, mens moren passivt så til eller var vidende om, hvad der foregik.

    * Børnene skal også være presset til at udføre forskellige former for sex med forældrene, med familiens hund og med forskellige uidentificerede personer.

    * Ifølge anklagen er børnene blevet slået med blandt andet et bæltespænde, et støvsugerrør og brændt med en cigaret. Forældrene skal også have kastet knive efter dem.

    * Det var først i 2017, at et af børnene gik til politiet med anklagerne.

    * De forurettede er i dag mellem 30 og 35 år.

    * Forældrene, der begge er førtidspensionister, har nægtet sig skyldige i alle anklager.

    * De har samstemmende forklaret, at anklagerne er grebet ud af den blå luft og opdigtet af to af børnene, som ifølge de tiltalte har et horn i siden på deres stedfar.

    * Da sagen går 30 år tilbage, er det sparsomt med bevismateriale. Men udsagn fra de forurettede underbygges blandt andet af børnetegninger og søgehistorik på morens computer, hvor der blandt er søgt på ord som “familieporno” og “sex mellem mor og søn”.

    * I forældrenes hjem er også fundet en pisk, som børnene hævder at være blevet slået med.

    * Sagen er blevet sammenlignet med den såkaldte Tønder-sag, hvor en mand i 2007 blev idømt ti års fængsel for at have misbrugt sine to døtre og for at have stillet pigerne til rådighed for andre mænd.

    * Der er afsat ni retsdage til sagen, og der ventes dom i begyndelsen af april.

    /ritzau/