Landets bedste fodboldrække på herresiden, Superligaen, får nyt navn.
Onsdag klokken 14 vil selskabet bag Superligaen præsentere en ny navne- og hovedsponsor.
Det vil ske på et pressemøde i København.
Indkaldelsen til pressemødet er yderst kortfattet og afslører ikke nogen detaljer om den kommende hovedsponsor.
Gennem årene har ligaen haft flere forskellige navne- og hovedsponsorer.
Ligaen har således heddet både Coca-Cola Ligaen og Faxe Kondi Ligaen. I en lang årrække fra 2001 til 2010 gik den under navnet SAS Ligaen.
Senest var forsikringsselskabet Alka fra 2015 til sommeren 2018 navne- og hovedsponsor for Superligaen, der officielt hed Alka Superliga.
I denne sæson har ligaen ikke nogen navne- og hovedsponsor.
/ritzau/











