Sverigedemokraterna: Svenskerne har fået mere end nok


    Sverigedemokraterna (SD), Jimmie Åkesson. Arkivfoto


    Lederen af partiet Sverigedemokraterna (SD), Jimmie Åkesson, gik i sin sommertale i hjembyen Sölvesborg til frontalt angreb på “etablissementet”, de øvrige partier og medierne, skriver nyhedsbureauet TT.

    Like localeyes.dk på Facebook

    – Det koger ude i virkeligheden blandt almindelige mennesker, siger Åkesson i sin tale.

    Jimmie Åkesson holdt sin sjette sommertale i den sydsvenske by i Blekinge.

    Med stigende opinionstal som ballast gik SD-lederen til hårde angreb på landets øvrige partier og medierne. Desuden opfordrede han tilhørerne til ikke at lade sig gøre tavse af “etablissementet”.

    Han sagde, at SD havde været udsat for hån, nedgørende tale og mudderkastning, og at partiets tilhængere udpensles som hadefulde, desperate, uuddannede bondeknolde.

    Åkesson refererede til meningsmålingsinstituttet YouGovs omdiskuterede undersøgelse, der viste, at SD nu er Sveriges største parti med 25 procent af stemmerne.

    – Svenskerne rejser sig. Nu er det tilstrækkeligt, nu har vi fået nok, sagde Åkesson.

    En ny meningsmåling blev fremlagt søndag. Den viser også, at SD går stærkt frem. Novus har for Sveriges Radio lavet en opstilling af flere meningsmålinger, der giver det kontroversielle parti 18,6 procent, hvilket er en stigning på 2,1 procentpoint.

    Åkesson sagde, at vælgeropbakningen nu handler om millioner, der er trætte af at høre på de øvrige partiers “floskler” om indvandrings- og integrationspolitikken.

    – De er trætte af at se det svenske samfund forvandle sig fra et velfungerende “folkhem” til et kaos af vold, opsplitning og adskillelse, som vi ser i dag, sagde Åkesson til efter politiets skøn 1500 tilhørere.

    Inden sin tale bød Åkesson på musikalsk underholdning. I løbet af sommeren har SD-lederen og sangeren Magnus Öhrn indspillet en ny version af “Fäderneslandet” af den omstridte gruppe Ultima Thule.

    /ritzau/TT