Danmark var på vej mod et klart nederlag i den første EM-kvalifikationskamp mod Schweiz på udebane, men i kampens sidste minutter lykkedes det på vanvittig vis at forvandle 0-3 til slutresultatet 3-3.
Forsvarsspilleren Henrik Dalsgaard blev den store helt, da han i tillægstiden udlignede til 3-3 med hovedet.
– Da de scorede til 3-0, tænkte jeg, det var ved at være slut. Men vi kløede på.
– Når man er nede 0-3 og får 3-3, føles det som en sejr, siger Henrik Dalsgaard til Kanal 5.
Det var samtidig hans første mål på landsholdet.
– Det var et fint tidspunkt til det første landskampsmål, bemærker backen.
Schweiz regnes som den hårdeste konkurrent i gruppens top, og det uafgjorte resultat i Basel kan give selvtillid på den videre færd.
– Jeg har følelsen af, at vi kan slå hvem som helst. Selv på en rigtig dårlig dag fik vi 3-3 ude mod Schweiz. Vi skal have mere kvalitet fremover, men pointmæssigt var det en fin start.
– Spillet var måske ikke det kønneste. Vi hældte dem bare ind og begyndte at vinde andenbolde, siger Dalsgaard.
Midtbanespilleren Thomas Delaney havde også svært ved at fatte det danske comeback i slutminutterne efter en kamp, hvor det danske spil havde manglet kvalitet.
– I pausen var der kæmpe utilfredshed. Her bagefter går vi og griner lidt, siger Delaney til Kanal 5.
– Det var noget pis at komme bagud 0-3, men det giver noget glæde at komme tilbage på den måde. Spillet hang ikke sammen, og det var først, da vi gav fuldstændig slip, at det begyndte at ligne noget.
/ritzau/











