Rungsted Seier Capital vandt DM-bronze i sidste sæson, men i denne sæson kan medaljen blive af flottere karat.
Tirsdag aften tog nordsjællænderne første skridt mod DM-finalen, da den første semifinale mod Frederikshavn White Hawks blev vundet med 3-0 på hjemmebane.
Det sikrer en føring på 1-0 i serien, men der er endnu lang vej hjem, da der spilles bedst af syv kampe.
Efter en målløs første periode slog hjemmeholdet hurtigt til i anden periode, da Marcus Olsson scorede til 1-0 efter bare et minut.
Det så også ud til at blive anden periodes slutstilling, men 52 sekunder inden udløbet fordoblede Nikolaj Murholt Rosenthal føringen til 2-0.
Kampens skudstatistik var meget jævnbyrdig, men Rungsted var bare mest effektiv på dagen.
Således kom Frederikshavn heller ikke på tavlen i tredje periode, og i stedet cementerede hjemmeholdet sejren, da der resterede to minutter. Robin Bergman tegnede sig for 3-0-scoringen.
Den anden kamp i serien spilles fredag aften i Frederikshavn. I den anden semifinale tørner Sønderjyske og Aalborg Pirates sammen.
/ritzau/











