Trods 18 fly på jorden: Norwegian lover fuldt blus på afgange

    Selv om Norwegian i en længere periode kan blive tvunget til at holde sine 18 Boeing 737 MAX-fly på jorden, vil det ikke kunne mærkes for de rejsende.

    Det fortæller Bjørn Kjos, der er administrerende direktør for Norwegian.

    Norwegian er på linje med en lang række andre selskaber blevet bedt om at at holde flyene på jorden, mens myndighederne undersøger, om der er en sammenhæng mellem to flystyrt i Indonesien og Etiopien.

    Indtil videre har det norske luftfartsselskab i vidt omfang kunne løse udfordringerne ved at ombooke de rejsende, udskyde salget af gamle fly og sætte langdistancefly ind på ruterne.

    Hvis MAX-flyene også er på jorden omkring påske, bliver det nødvendigt at leje fem-seks fly for at kunne sende alle passagererne afsted, og gælder flyveforbuddet fortsat omkring sommerferien, vil Norwegian skulle leje 10-15 fly.

    – Jeg kan garantere, at der vil være et fly til passagerne, uanset hvor længe MAX-flyene bliver på jorden, fordi vi vil kunne løse det med at leje fly.

    – Jeg kan ikke gardere mig mod, hvis franske flyledere pludselig begynder at strejke, men hvis vi kigger alene på situationen om MAX-flyene, vil vi selv kunne løse det, uden at passagererne mærker det, siger Bjørn Kjos.

    Han forventer, at amerikanske Boeing vil gå ind og dække de udgifter, Norwegian eventuelt får til at leje fly.

    De 18 MAX-fly udgør en mindre del af Norwegians samlede flåde, der tæller omkring 160 fly.

    Trods de to styrt har Bjørn Kjos tillid til sikkerheden i Max-flyene.

    – MAX-flyene er nogle meget gode og sikre fly, der larmer mindre og bruger mindre brændstof, og piloterne elsker dem.

    – Hvis der er noget galt med softwaren, forventer jeg, at Boeing får styr på det og retter de fejl, der måtte være. Der må ikke ske ulykker uanset hvad, siger han.

    Bjørn Kjos siger, at der ikke har været noget fald i passagernes bookinger oven på det seneste styrt i Etiopien, og han forventer heller ikke, at det vil være tilfældet, når MAX-flyene igen er på vingerne.

    Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, at flyveforbuddet er til at håndtere for Norwegian.

    – Det koster penge for Norwegian at have de 18 fly på jorden. Det er ikke på nogen måde så store beløb, at det er livstruende for selskabet. Slet ikke.

    – Men der er ingen tvivl om, at det er med til at trække penge ud af Norwegian i øjeblikket, siger Jacob Pedersen.

    Han peger på, at tidspunktet set med Norwegians briller ikke er helt uheldigt.

    – Timingen er slet ikke tosset her i marts og april, hvor der normalt er ledige pladser på mange fly, og man også har fly stående på jorden rundt omkring, siger Jacob Pedersen.

    /ritzau/