OVERBLIK: Sommertid blev afprøvet i Danmark i 1916

    Tirsdag har Europa-Parlamentet med en afstemning bragt EU et skridt nærmere en beslutning om afskaffelsen af skiftet mellem sommer- og vintertid.

    Fra 2021 skal landene enten have sommertid eller vintertid, mener parlamentet.

    Her er et overblik over reglerne og praksis i Danmark:

    * Tidspunktet for, hvornår sommertid begynder og slutter, er det samme i alle EU-lande.

    * Men sådan har det ikke altid været. Sommertid blev første gang afprøvet i Danmark i 1916. Først i 1980 blev det permanent indført.

    * I 1980 have alle EU-lande sommertid, men med forskellige begyndelses- og sluttidspunkter. Den første EU-regulering af sommertid blev indført i 1981.

    * Et direktiv fra 2003 fastslår, at EU-Kommissionen hvert femte år skal offentliggøre start- og sluttidspunkter for sommertid.

    * Direktivet fastslår også, at sommertid fra 2003 begynder sidste søndag i marts og ophører sidste søndag i oktober.

    * I februar 2016 offentliggjorde EU-Kommissionen datoerne frem til og med 2021.

    * I sommer satte EU-Kommissionen gang i en offentlig høring om sommertid, efter at EU-Parlamentet havde opfordret til dette i februar 2018.

    * Høringen viste, at 84 procent af de 4,6 millioner europæere, der deltog i undersøgelsen, ønsker at sløjfe tidsskiftet.

    * I efteråret præsenterede kommissionsformand Jean-Claude Juncker et forslag om at ændre direktivet om tid.

    Kilde: Folketingets EU-Oplysning, Den Store Danske.

    /ritzau/