OVERBLIK: Her er hovedelementerne i sundhedsaftalen

    VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har tirsdag indgået en aftale på sundhedsområdet. Aftalen indeholder omkring ni milliarder kroner til sundhedsvæsenet fra 2020-2025.

    Her er hovedelementerne i aftalen:

    * Patientrettigheder skal styrkes:

    – Patienternes rettigheder inden for udredning og behandling samles i én særskilt lov.

    – Der skal være bedre støtte og vejledning, og patientrettigheder skal respekteres og overholdes i hele landet.

    – Førstegangsfødende skal have ret til to dages ophold på sygehus eller patienthotel.

    – Der skal være flere muligheder for eksperimentel behandling ved livstruende sygdom.

    * Psykiatrien skal styrkes:

    – Kapaciteten og kvaliteten i behandlingen af de mest syge psykiatriske patienter skal styrkes.

    – 60 millioner kroner afsættes årligt fra 2021 til at oprette nye intensive sengepladser i psykiatrien frem for opgradering af eksisterende senge.

    – Behandlingskapaciteten i psykiatrisk speciallægepraksis for børn og unge skal udbygges. 30 millioner kroner afsættes årligt fra 2021 til at oprette flere ydernumre for privatpraktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien.

    -10 millioner kroner afsættes årligt fra 2020 til at lave en særlig indsats for sårbare unge mellem 17 og 20 år.

    * Flere hænder:

    – Der skal være en større kapacitet i den almene sundhedspraksis, og opgaverne skal tilrettelægges mere fleksibelt.

    – Der skal uddannes flere praktiserende læger. Der oprettes i alt 160 ekstra hoveduddannelsesforløb i 2019 og 2020. 320 ekstra introduktionsstillinger i almen medicin kan opslås i 2019 og 2020. Det skal sikre en god lægedækning på tværs af landet.

    – Der skal optages 2000 ekstra på sygeplejerskeuddannelsen fra 2019-2022.

    – Flere sygeplejersker skal motiveres til at gå op i tid. 28.900 af i alt 53.500 sygeplejersker arbejder i dag på deltid.

    * Bedre forhold for patienter i det nationale sundhedsvæsen:

    – Der skal være øget tryghed på akutområdet. 20 nye akutberedskaber skal etableres i de områder af landet., hvor der er særligt behov for at kunne rykke hurtigere ud.

    – Et fælles landsdækkende lægevagtnummer, 113, indføres. Det betyder, at 1813-nummeret i Region Hovedstaden nedlægges.

    – Der skal laves et forpligtende nationalt samarbejde om en højt specialiseret sygehusbehandling, og der skal være øget samarbejde og flere tværgående løsninger på it- og dataområdet.

    * Nærhed og sammenhæng:

    – 21 sundhedsfællesskaber, der organiseres om 21 akutsygehuse, skal sikre sammenhæng og nærhed.

    – Der skal være bedre kompetencer i det nære sundhedsvæsen og nye moderne sundhedshuse. En Nærhedsfond på 8,5 milliarder kroner sættes af til det fra 2020-2025.

    * Fremtidig organisering af sundhedsvæsenet:

    – Regeringen og Folketinget fastsætter retning med en udviklingsplan.

    – Sundhedsvæsen Danmark sikrer fremdrift og sammenhængende løsninger i hele landet, og sundhedsforvaltninger erstatter regionerne.

    Kilde: Aftale af 26. marts: Et stærkere sundhedsvæsen – tættere på dig.

    /ritzau/