MMA-stjernen McGregor stopper karrieren øjeblikkeligt

    Den irske MMA-kæmper Conor McGregor indstiller karrieren i en alder af blot 30 år.

    Det oplyser han på sin Twitter-profil.

    – Hej venner, en hurtig meddelelse. Jeg har besluttet mig for at trække mig tilbage fra den sport, der tidligere var kendt som “mixed martial arts” i dag.

    – Jeg ønsker alle mine kolleger det bedste i fremtiden. Jeg tilslutter mig nu mine gamle partnere, som allerede er på pension. Ordentlige piña coladaer på min regning, venner, skriver Conor McGregor.

    McGregor er tidligere UFC-mester (ultimate fighting championship) i forskellige vægtklasser og har i flere år været det største navn i den barske sportsgren.

    Han har dog tidligere annonceret, at MMA-karrieren var forbi, blot for at vende tilbage til sporten kort efter.

    Det skete første gang i april 2016, hvor han hævdede at ville trække sig tilbage i en ung alder. Allerede i august stillede han dog op til en kamp mod Nate Diaz i Las Vegas.

    Ireren menes at have tjent i omegnen af 200 millioner dollar (svarende til 1,3 milliarder kroner) i sin karriere, som også omfatter en kortvarig flirt med boksesporten.

    I 2017 gik han i ringen til en meget omtalt kamp mod den tidligere verdensmester Floyd Mayweather. Forestillingen i Las Vegas indbragte både McGregor og Mayweather millioner af dollar.

    Spillebyen i Nevada var også vært for McGregors seneste – og formentlig sidste – MMA-fight i oktober sidste år.

    Her tabte han til russeren Khabib Nurmagomedov i en kamp, der udviklede sig til en skandale med masseslagsmål mellem folk fra de to lejre.

    McGregor blev ved den lejlighed idømt et halvt års karantæne, mens hans russiske modstander blev spærret i ni måneder.

    /ritzau/