Jernmanden der kunne have fældet Trump

    USA’s særlige anklager Robert Mueller afsluttede fredag sin 22-måneder lange efterforskning af mulig russisk indflydelse på det amerikanske præsidentvalg i 2016.

    Søndag blev dele af den 74-årige jurists arbejde så offentliggjort i form af et brev til kongressen fra justitsminister William Barr.

    I brevet konkluderer justitsministeren på baggrund af Muellers undersøgelse, at præsident Donald Trump ikke har trådt ved siden af.

    Mueller har igennem næste fire årtier tjent sit land og været tæt på de siddende præsidenter.

    Fem præsidenter har udpeget ham til offentlige embeder, da han har ry for upartiskhed. Det til trods har han åbent stemt republikansk hele sit liv.

    Så snart han var færdig på universitetet i 1967, meldte en ung Mueller sig til den amerikanske hær. Egentlig var han på vej ind i medicinalindustrien, men da hans gode ven døde i Vietnam, følte han krigen kalde.

    Efter officersskolen kom Mueller til Vietnam i 1968 – krigens dødeligste år for amerikanerne – og var kaptajn for en deling.

    Inden han afsluttede sin udsendelse i 1971, modtog han en stribe medaljer for mod og livreddende lederskab.

    Mueller har siden tilskrevet krigen og den militære disciplin æren for at danne fundamentet for den person, han endte med at blive. En person der nyder respekt og troværdighed fra begge sider af det politiske skel i USA.

    Han er flere gange gået fra højt betalte stillinger som jurist og forsvarer i det private for at arbejde i det offentliges tjeneste til lavere løn og med mindre anerkendelse.

    I 2001 – en uge før 11. september – blev Mueller udpeget som FBI-direktør af præsident George W. Bush. Han ledte dermed FBI’s overgang fra at fokusere på national kriminalitet til international terrorisme.

    I 2011 bad præsident Barack Obama ham blive to år mere, end FBI-direktører normalt sidder, hvilket et enigt Senat gav tilladelse til.

    Hans seneste opgave som særlig anklager i et USA, der er splittet mellem at se Trump som skurk eller helt, har dog risiko for at mudre Muellers rygte til.

    Donald Trump og hans støtter har fra undersøgelsens første dag i 2017 kaldt den en politisk “heksejagt”.

    Når hans nyligt afleverede rapport ikke giver anledning til at sigte Trump, kan det motivere anti-Trump-bevægelsen til at så tvivl om Muellers ellers uplettede troværdighed.

    /ritzau/