21 mennesker er indlagt efter at have indåndet giftgas i Syrien

    Mindst 21 mennesker fra den regeringskontrollerede syriske by al-Rasif er indlagt på hospitalet efter at have indåndet giftgas.

    Det oplyser en talsmand for det lokale hospital til det syriske nyhedsbureau Sana tidligt søndag morgen.

    En unavngiven kilde i militæret anklager oprørsstyrker for at have affyret fem granater med giftgas mod byen.

    I et gengældelsesangreb ødelagde regeringsstyrker flere mål på oprørsstyrkernes territorium.

    Regeringsstyrkerne og oprørsgrupperne har flere gange beskyldt hinanden for at stå bag giftgasangreb mod befolkningen i løbet af den otte år lange konflikt i Syrien.

    /ritzau/dpa