262 personer er evakueret fra nødstedt krydstogtskib i Norge

    Natten til søndag er det lykkedes at evakuere 262 af de omkring 1300 personer, der er om bord på det nødstedte norske krydstogtskib “Viking Sky”.

    Det oplyser redningsleder Eirik Walle natten til søndag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    I alt tre helikoptere er omkring klokken 03.30 i færd med at evakuere personerne om bord på skibet.

    – Helikopterne evakuerer omkring 15 personer ad gangen. Vinden er svagere, og situationen om bord er roligere nu, end den var i går aftes, siger redningslederen.

    Ti af de evakuerede er bragt til hospitalet med skader, hvoraf tre er kommet alvorligt til skade. Det skriver det norske medie VG.

    Omkring klokken to lørdag eftermiddag fik politiet i Møre og Romsdal besked om, at krydstogtskibet på vej fra Tromsø til Stavanger havde fået motorproblemer omkring Hustadvika.

    Siden da har helikoptere været i færd med at evakuere de i alt 1373 personer om bord. 915 personer er passagerer.

    Natten til søndag er der kommet gang i tre af skibets motorer, oplyser Eirik Walle.

    – Situationen er stabil. Der er godt gang i maskineriet, og der er god kontrol om bord, siger han til VG.

    Han oplyser videre, at planen er, at krydstogtskibet søndag ved daggry skal slæbes til Molde.

    En storm i området mellem Trondheim og Molde har gjort det til en lang og dramatisk nat for de tilbageværende personer på krydstogtskibet.

    Det fortæller viceborgmesteren i Fræna Kommune, Jan Arve Dyrnes, som har taget imod flere af de evakuerede passagerer.

    – Det er en dramatisk situation. Vi er forberedte på at tage imod alle fra krydstogtskibet. Vi planlægger også, hvordan vi skal håndtere situationen fremadrettet, da det ser ud til at blive en længere aktion, siger han til NTB natten til søndag.

    Frivillige i kommunen har taget imod evakuerede fra “Viking Sky” samt et lastfartøj, der selv fik motorstop og slagside, da det sejlede ud for at bistå krydstogtskibet.

    – Vi kan jo forestille os, hvordan det er. Høje bølger, bare se på videoerne fra skibet, knuste vinduer. Passagererne har haft en dramatisk nat, siger Jan Arve Dyrnes.

    /ritzau/