Schweiz åbner Danmarks EM-gruppe med smal sejr

    Danmark var lige ved at få god hjælp fra Georgien, som lørdag eftermiddag tog imod Schweiz i EM-kvalifikationen.

    Men det endte med den forventede favoritsejr til Schweiz på kunstgræsset i Tbilisi.

    Schweiz, som anses for Danmarks hårdeste rival i gruppe D, vandt fodboldkampen med 2-0 på to mål i anden halvleg.

    Længe holdt Georgien stand ved stillingen 0-0, og schweizerne havde store problemer med at skabe farlige chancer i offensiven i første halvleg.

    Det lykkedes først Schweiz at få scoret til 1-0 efter 57 minutter.

    Her lagde schweizernes kantspiller Breel Embolo bolden perfekt til rette for Steven Zuber, som med en præcis afslutning med indersiden fandt det fjerneste hjørne.

    I et forsøg på at jagte en udligning blev Randers-spilleren Saba Ljobanidze skiftet ind efter 73 minutter for Georgien. Men det hjalp ikke noget.

    Ti minutter før tid viste georgierne svaghedstegn i forsvaret, og det udnyttede Schweiz til at fordoble føringen.

    Det var Denis Zakaria, som satte 2-0-målet ind, da en returbold røg lige ud foran den schweiziske midtbanespiller, der bare skulle ramme det tomme bur.

    I slutfasen havde Schweiz flere store muligheder, mens sejrens størrelse blev ikke udbygget.

    Danmark skal møde Schweiz på udebane i Basel tirsdag aften klokken 20.45. Og måske vil schweizerne have lidt trættere ben end danskerne.

    Danmark spillede 2-2 i en testkamp ude mod Kosovo torsdag aften, og dermed har Schweiz et par dage færre at restituere i.

    /ritzau/