26 personer er dræbt, og 30 personer er kommet til skade, i en busulykke i Kina.
Ulykken skete, da en turistbus natten til lørdag dansk tid gik i brand i provinsen Hunan i det centrale Kina i nærheden af byen Changde.
Det oplyser en talsmand for de lokale myndigheder i provinsen.
De sårede, hvoraf fem er i kritisk tilstand, er alle blevet hastet til hospitalet for behandling.
I bussen befandt sig i alt 56 personer. Heraf 53 passagerer, en turistguide og to chauffører.
Begge chauffører er tilbageholdt af myndighederne, som er i færd med at efterforske årsagen til ulykken.
Billeder fra ulykkesstedet viser, at bussen er fuldstændig forkullet indvendigt, hvilket kan indikere, at branden er opstået inde i bussen.
/ritzau/AP











