Mål om et klimaneutralt EU i 2050 blokeres på topmøde

    Der er ikke vilje blandt EU-landene til at gøre unionen klimaneutral i midten af dette århundrede, som Europa-Kommissionen har lagt op til.

    Det fremgår af et udkast til den aftale, som EU’s stats- og regeringschefer skal enes om fredag formiddag. Det er blandt andet Tyskland og flere østlande, der afviser en sådan aftale.

    – Jeg vil bruge mit indlæg i dag til at presse på, så vi får den mest ambitiøse målsætning, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) før mødet.

    Den danske regering satte sidste år et mål om klimaneutralitet i 2050. Det kan man blandt EU-landene ikke blive enige om.

    I EU-teksten er klimaneutralitet skrevet ind – men uden årstal.

    – Til gengæld omfavner vi Parisaftalen med de 1,5 procent, og hvis man regner baglæns på det, så svarer til det, at man skal være på plads i 2050. Så der vil jeg selvfølgelig presse på, siger Løkke.

    – Det er desværre ikke så givent, som det er i Danmark, hvor der er bred opbakning også i befolkningen, siger statsministeren.

    Han vil på mødet, siger han, fortælle de øvrige lande, at overgangen til grøn energi økonomisk kan være fordelagtig.

    /ritzau/