Præsident Donald Trumps melding på Twitter om, at det er på tide at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne, markerer et historisk skifte i USA’s udenrigspolitik i forhold til det omstridte område.
Det mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Helle Malmvig.
Også selv om meldingen egentlig ikke er så overraskende.
– Det er et kæmpe skifte i forhold til den formelle amerikanske politik lige siden 1967. Det er også et brud med andre allieredes linje og FN-resolutioner, siger Helle Malmvig.
– På den anden side har USA og Israel jo været meget nære allierede i årevis, og med Trump-administrationen har der ikke været nogen tvivl om, hvordan USA har stået i forhold til Israel.
Her henviser Diis-forskeren blandt andet til, at USA’s præsident brød med årtiers politik og anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad i 2017.
På samme måde er det strategisk vigtige bjergområde Golanhøjderne et stridspunkt, der rækker årtier tilbage.
Under Seksdageskrigen i 1967 flygtede størstedelen af den arabiske befolkning.
Siden da har Israel holdt Golanhøjderne besat, og i 1981 besluttede israelerne at annektere området.
FN’s Sikkerhedsråd støtter dog Syriens ret til højderne, hvilket blandt andet blev bekræftet i 2016.
I regionen er det politiske billede blevet mere broget, og derfor vil landene omkring få sværere ved at nå til enighed om en skarp fordømmelse, spår Helle Malmvig.
– Hvis det har var sket for 15-20 år siden, så havde det vakt et kæmpe ramaskrig hos alle lande i regionen over en bred kam. Det tror jeg slet ikke, at det vil gøre på samme måde i dag, siger hun.
Forskeren ser, at Israel “har nærmet sig flere af Golfstaterne”, hvor man nu ser en fælles fjende i Iran.
– Den arabiske verden er blevet mere delt, så derfor vil vi heller ikke se nogle kæmpe udmeldinger, siger Helle Malmvig.
/ritzau/











