13 anholdt: Mistænkes for cykeltyverier for millioner

    Politiet har torsdag formiddag anholdt 13 personer for organiserede tyverier.

    Anholdelserne fandt sted i København og i Brøndby. De var en koordineret indsats mellem specialenheden Særlig Efterforskning Øst (SEØ), Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.

    Den formodede tyvebande skulle især have stjålet dyre cykler samt værktøj fra håndværkerbiler i det storkøbenhavnske område.

    Varerne har en anslået værdi af fire-fem millioner kroner. Det fortæller politiinspektør Torben Svarrer fra SEØ.

    – Det er en alvorlig og omfattende sag om organiseret berigelseskriminalitet, som vi nu har slået ned på. Det er et område, vi har stort fokus på at bekæmpe, siger han i en pressemeddelelse.

    De tyvekoster, som politiet har fundet frem til i løbet af efterforskningen, er ved at blive udleveret til de retmæssige ejere.

    Som en del af torsdagens aktion blev en bus standset ved Københavns Hovedbanegård.

    Det er politiets formodning, at den skulle hente tyvekosterne, som var ved at blive pakket på en adresse i Københavns Vestegns politikreds.

    I bussen blev en person anholdt, men der var også passagerer i bussen, som ikke kunne sættes i forbindelse med tyverisagen.

    Den formodede bande af cykeltyve fremstilles i grundlovsforhør fredag ved Retten i Glostrup. Det er ikke oplyst, hvordan personerne forholder sig til anklagerne.

    Ifølge Torben Svarrer er der blandt de anholdte flere udenlandske statsborgere.

    SEØ er en specialgruppe, der står for efterforskning i hele det østlige Danmark, altså på tværs af de forskellige politikredse. Specialgruppen samarbejder også med andre lande.

    Gruppen står primært for langsigtede efterforskninger af alvorlig kriminalitet.

    /ritzau/