Dansk badmintonprofil dømt for matchfixing

    Den tidligere danske topspiller Joachim Persson er blevet idømt en karantæne på 18 måneder for matchfixing.

    Det Internationale Badmintonforbund har fundet den 35-årige dansker skyldig i flere tilfælde af matchfixing.

    Forbundet nævner konkret to tilfælde, hvor Persson i en periode fra 2014 til 2017 har brudt reglerne omkring væddemål på egne kampe.

    Her er han mistænkt for at have været involveret i kampe, hvor han skulle tabe først sæt og efterfølgende vinde kampene.

    Joachim Persson har forklaret til forbundet, at han på et tidspunkt har fået en henvendelse fra en spiller om at fixe en kamp, men afviste forespørgslen.

    Selv om han var klar over, at matchfixing-henvendelsen skulle indrapporteres til badmintonforbundet, så gjorde han det ikke, hvilket han erkender var en fejl.

    Persson har ikke ønsket at give forbundet adgang til sine bankudskrifter.

    Han har dog forklaret, at han begyndte at vædde på badmintonkampe omkring 2003 og 2004, men stoppede igen for tre år siden omkring Swiss Open i 2016.

    Persson, der på sit højeste var nummer seks på verdensranglisten, er ikke længere aktiv, men ifølge TV2 Sport var danskeren i januar træner for et indisk hold.

    /ritzau/