Beskæftigelsen fortsætter med at stige i Danmark. I januar steg antallet af lønmodtagere med 8100 til 2,78 millioner.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
De fleste af de nye job i januar kom i de private virksomheder, mens der inden for det offentlige blev skabt omkring 1000 job i den første måned af 2019.
Udviklingen er rigtig positiv set i lyset af tegn på afmatning i den globale økonomi de seneste måneder.
Det vurderer Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
– Det er en usædvanligt kraftig stigning, som dog kommer efter næsten nulvækst i december.
– Dermed giver dagens tal ingen indikation af, at afmatningen i europæisk økonomi har smittet af på det danske arbejdsmarked, skriver han i en kommentar.
/ritzau/











