Bakken Bears tager spinkel føring i europæisk kvartfinale

    Basketballspillerne fra Bakken Bears tager et minimalt forspring med til returkampen mod s. Oliver Würzburg i kvartfinalen af FIBA Europe Cup.

    På hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen vandt Bakken onsdag aften med 76-75 over de tyske gæster, der ellers førte 46-40 ved pausen.

    Bakken lagde bedst ud og vandt første periode 19-17, men tyskerne tilspillede sig overtaget i kampens anden fjerdedel.

    Efter pausen tog aarhusianerne dog initiativet tilbage og vandt tredje periode 24-17.

    Dermed var der dansk føring på 64-63 inden sidste fjerdedel, og mod slutningen førte Bakken 76-73.

    Tyskerne reducerede, men der blev ikke scoret yderligere i de sidste to minutter. Dermed lykkedes det lige akkurat det danske hold at bugsere en sejr i land.

    Træner Steffen Wich er glad for Bakkens præstation i anden halvleg.

    – Vi foretog nogle taktiske justeringer, som især slog igennem forsvarsmæssigt. Det bliver en spændende returkamp, hvor vi selvfølgelig vil gøre forsøget på at skabe overraskelsen, siger Wich i en pressemeddelelse.

    Tobin Carberry blev topscorer med 15 point for Bakken, der skal forsøge at tage det sidste skridt mod semifinalen i returkampen i Würzburg næste onsdag.

    /ritzau/