Den ungarske premierminister Viktor Orbáns parti, Fidesz, skal suspenderes fra EU-Parlamentets største partigruppe, konservative EPP.
Det lægger partiets ledelse med tyske Manfred Weber i spidsen op til i et forslag, som onsdag drøftes på et partimøde i Bruxelles.
Orbán deltager selv i mødet.
Af et skriftligt forslag fra partiledelsen fremgår det, at ledelsen ønsker at tage stemmeretten fra Fidesz. Medlemmer af det ungarske regeringsparti skal ikke have adgang til møder.
Samtidig vil man nedsætte et udvalg, der skal følge, om Fidesz faktisk lever op til en række betingelser for fortsat medlemskab.
Disse betingelser er blandt andet, at en politisk kampagne med “fake news” mod EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, skal stoppes omgående.
Den har skadet EPP’s omdømme, skriver ledelsen.
Desuden hedder det i forslaget, at Fidesz skal understøtte ytringsfrihed og retten til fri uddannelse.
Udvalget, der skal holde øje med, om Orbans parti lever op til betingelserne, skal ledes af tidligere EU-præsident Herman von Rompuy.
/ritzau/











