VM i fodbold skærer en luns af TV2’s overskud

    Selv om TV2 tjente flere penge på sine seere i 2018, er overskuddet faldet en anelse.

    Tv-stationen har haft højere udgifter til at købe indhold, og det gælder særligt sommerens VM-slutrunde i fodbold i Rusland.

    Samlet endte TV2’s omsætning på 2,87 milliarder kroner i 2018. Det er omkring tre procent højere end året før.

    Overskuddet, når alt var betalt, lød på 226 millioner kroner. Det er et fald på 15 millioner kroner fra 2017, der var det bedste år i TV2’s historie.

    TV2-direktør Merete Eldrup er trods tilbagegangen tilfreds med resultatet, der er bedre end forventet ved starten til 2018.

    – Resultatet for 2018 er tilfredsstillende, og TV 2 har en stærk økonomi. Det skyldes blandt andet TV2 Play, der fortsat bidrager flot til vores omsætning.

    – Vi kan konstatere, at den positive udvikling fortsætter ind i 2019, og TV 2s streamingtjeneste har netop rundet en halv million abonnementer, siger hun i en kommentar til regnskabet.

    /ritzau/