Per Aarsleff skal bygge Danmarks højeste boligejendom

    Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff har indgået en kontrakt med konsortiet Lighthouse United om opførslen af byggeprojektet Lighthouse.

    Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

    Projektet vedrører tårnet, der med sine 142 meter bliver Danmarks højeste boligejendom.

    Tårnet kommer til at stå ved havnen i Aarhus og bliver på 43 etager samt to sidebygninger, der hver bliver på 11 etager.

    – Vi har været glade for samarbejdet i planlægningsfasen, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Per Aarsleff, i meddelelsen om kontrakten.

    – Den indledende projektering har været en god og åben proces, som gør selve byggefasen mere effektiv, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og komme i gang med opførelsen af dette spændende byggeri i Aarhus, siger direktøren.

    I alt komme de nye dele af Lighthouse til at rumme flere end 400 boliger. Foruden blandt andet udsigtsplatform og restaurant på toppen og parkeringskælder i bunden.

    Kontrakten har ifølge Per Aarsleff en værdi af omkring 1,2 milliarder kroner. Det bliver flere af koncernens afdelinger og selskaber, der kommer til at tage del i byggeriet, der starter til april og afleveres i flere etaper.

    De første lejligheder ventes at være klar til levering i starten af 2022, mens de sidste ventes at stå færdige i midten af 2022.

    Kontrakten ændrer ikke ved Per Aarsleffs forventninger til regnskabsåret 2018/19.

    /ritzau/