Skatteekspert: Chance for at få milliarder igen er minimal


    Den danske statskasse må formentlig kigge langt efter størstedelen af de over seks milliarder kroner, som svindlere i udlandet tilsyneladende har snydt den for.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det vurderer Torben Bagge, der er advokat og ekspert i skatteret.

    – Hvis man er dygtig nok til at snyde den danske statskasse for så store beløb, er man nok også dygtig nok til at skaffe pengene af vejen.

    – De penge er sandsynligvis forsvundet stille og roligt ud i intetheden, og sandsynligheden for, at de penge kommer retur igen, tror jeg, er minimal, siger han til Ritzau.

    Svindlen skal være sket ved, at selskaber i udlandet har fået refunderet beløb, som de over for skat har påstået, at de som aktionærer i danske selskaber havde til gode.

    Når danske selskaber udbetaler udbytte, tilbageholdes 27 procent i skat , men udenlandske aktionærer fra EU eller aktionærer i lande, der er omfattet af aftaler om dobbeltbeskatning, kan få hele eller dele af udbytteskatten refunderet.

    Torben Bagge er rystet over, at det har kunnet lade sig gøre.

    – Det er en gigantisk skandale, at det kan forekomme. Politisk bør man læne sig tilbage og overveje, om vi har et godt nok system.

    – For det undrer mig, at når man udbetaler så store beløb hvert år, at man ikke har mere kontrol. Det er cirka en tredjedel af udbetalingerne de seneste år, som viser sig ikke at være korrekte.

    – Det er noget rystende, at den her sag kommer frem udelukkende fordi, at Skat bliver gjort opmærksom på det af udenlandske myndigheder. Man kan ikke lade være med at tænke, hvor mange år det her kunne være fortsat, siger Torben Bagge.

    Maksimumbestemmelsen for økonomisk kriminalitet i Danmark er otte år, men hvis der er tale om særlig grov kriminalitet, kan den komme op på 12 år.

    Den formodede økonomiske kriminalitet og svindel med udbetaling af refusion af udbytteskat er ifølge Skat indtil videre opgjort til 2120 anmodninger i perioden 2012 til 2015.

    /ritzau/