En af Mozambiques største byer, Beira, er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt af en orkan ifølge Røde Kors.
Orkanen Idai har foreløbig kostet 157 mennesker livet i Mozambique og Zimbabwe.
– Omfanget af skaderne i Beira i Mozambique, der er påført af orkanen Idai, er massive og forfærdende, lyder det i en fælles erklæring fra International Røde Kors (IFRC) og Røde Halvmåne.
Distriktet Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.
Veje, huse, og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen og kommunikationslinjer er afbrudt.
– Antallet af bekræftede døde ude over hele lande er nu 89, oplyser en repræsentant for informationsministeriet i Zimbabwes hovedstad, Harare.
Orkanen Idai gik i land i det centrale Mozambique allerede torsdag, inden uvejret bevægede sig videre til Zimbabwe.
Antallet af døde i Mozambique er mandag opgjort til 68. Heraf er 55 omkommet i Beira.
– Situationen er forfærdelig, Omfanget af ødelæggelserne er enorm, lyder det fra Jamie LeSueur fra IFRC.
– Næsten alt er ødelagt. Kommunikationslinjerne er helt afbrudt, og veje er ødelagt. Nogle af de ramte samfund er ikke tilgængelige.
– Beira er blevet hårdt ramt. Men vi hører også, at situationen uden for byen kan være endnu værre, siger LeSueur.
IFRC advarer om, at dødstallet kan stige, efterhånden som det fulde omfang af ødelæggelserne blotlægges.
Ifølge meteorologerne kan der ventes kraftig regn i regionen.
Der bor lidt over en halv million mennesker i Beira. Byens havn er en vigtig udskibningshavn for Zimbabwe, Zambia og Malawi, der alle er landfaste.
/ritzau/AFP











