Dominic Thiem besejrer Federer i Indian Wells-finale

    Den østrigske tennisspiller Dominic Thiem besejrer favoritten Roger Federer i finalen i Indian Wells.

    Ottendeseedede Thiem vandt i tre sæt med 3-6, 6-3, 7-5 natten til mandag dansk tid.

    Schweiziske Federer havde ellers kurs mod karrierens sjette triumf i turneringen, der hvert år afholdes i Indian Wells i Californien, USA.

    Men den fjerdeseedede Federer måtte se sig slået på målstregen af den 25-årige østriger, som dermed vinder sin første Masters-turnering.

    Indian Wells rangerer som Masters-turnering lige under de fire grand slam-turneringer.

    Thiem er desuden den første østriger, der vinder en Masters-titel, siden Thomas Muster i Miami i 1997.

    /ritzau/