Randers-chef om misset top-6: Vi er ekstremt skuffede

    Randers FC missede søndag en placering i top-6 og Superligaens mesterskabsspil, da det jyske mandskab tabte 0-1 til OB i Odense.

    Efter kampen var Randers-træner Thomas Thomasberg forståeligt nok skuffet over, at pladsen i mesterskabsspillet glippede.

    – Vi er ekstremt skuffede. Vi kunne selv afgøre det, så det er naturligt, at vi er skuffede, siger Thomasberg.

    Havde Randers vundet over OB, havde Randers booket billet til mesterskabsspillet i stedet for FC Nordsjælland, og det gjorde ikke skuffelsen mindre.

    – Det ærgrer mig, når vi i sidste spillerunde selv kunne afgøre det. Det er naturligt at være skuffet, når vi var en kamp fra at spille os i top-6, siger Randers-træneren.

    I første halvleg kom Randers ikke frem til mange chancer, men gæsterne fik skabt mange chancer i anden halvleg uden dog at få scoret.

    I den anden ende holdt Randers OB fra fadet, men Randers kunne alligevel ikke forhindre hjemmeholdet i at score et enkelt mål.

    – Vi neutraliserede mange af de ting, OB har været dygtige til i sæsonen. Vi gav et minimum af chancer væk, og OB scorede så på den ene store chance, som de fik, siger Thomasberg.

    Randers-stopperen Kasper Enghardt var ligesom sin træner skuffet efter nederlaget. Han nævner dog, at top-6 aldrig var en målsætning for kronjyderne.

    – Vi ville for alt i verden gerne have været med i det sjove selskab, men det har aldrig været en målsætning at skulle ende i top-6. Når vi var så tæt på, så er vi selvfølgelig skuffede, siger forsvarsspilleren.

    Nu handler det for Randers ifølge Kasper Enghardt om at komme ovenpå igen og se fremad.

    – Vi er skuffede i dag og i morgen, og så skal vi arbejde frem mod nedrykningsspillet, siger Enghardt.

    Randers er kommet i nedrykningsspillets pulje 2 sammen med Hobro, AaB og Vendsyssel.

    /ritzau/