Colombiansk show og tenniscifre sender Bayern til tops

    Det kan godt være, at Bayern München skuffede mod Liverpool og røg ud af Champions League, men i Bundesligaen har sydtyskerne for alvor sat mesterskabsmotoren i højeste gear.

    Først blev Borussia Mönchengladbach slået 5-1, så blev Wolfsburg kørt over med 6-0, og søndag var det så blevet Mainz’ tur til at blive udsat for Bayern-maskinen, som igen vandt med 6-0 – alle tre sejre inden for godt to uger.

    Med sejren er Bayern atter på pointmæssig omgangshøjde med Borussia Dortmund i toppen tabellen. Men storsejrene har sendt sydtyskerne i front på en bedre målscore.

    Lussingen til Mainz tog sin begyndelse allerede efter tre minutters spil, da Robert Lewandowski gjorde det til 1-0.

    Men det var en anden spiller, som stjal rampelyset i kampen.

    Colombianske James Rodríguez var i strålende spillehumør, og en halv time efter polakkens føringsmål gjorde midtbanekreatøren det til 2-0. Kingsley Coman gjorde det også til 3-0 inden pausen.

    Mainz kunne kun forsøge at begrænse ydmygelsen, men gæsterne kunne slet ikke tøjle James Rodríguez.

    Ti minutter inde i anden halvleg havde han med yderligere to mål fuldbyrdet sit hattrick.

    Indskiftede Alphonso Davies på blot 18 år blev med 20 minutter igen den yngste Bayern-målscorer i 20 år, da han sendte måltavlen i tenniscifre.

    Kort efter canadierens scoring kunne James Rodríguez lade sig udskifte til fortjent hyldest fra publikum, som ikke fik flere scoringer at gå hjem på.

    /ritzau/