Knap 5000 får karantæne for at fifle med skattefradrag


    Kun fantasien sætter grænser, når danskerne forsøger at fuske med fradragene på den personlige selvangivelse for at slippe billigere i skat, skriver Politiken.

    Like localeyes.dk på Facebook

    4700 borgere har fejlet eller fusket så massivt med fradragene på deres digitale selvangivelse, at Skat har blokeret deres adgang til det digitale tast-selv-system i to år.

    – De borgere, der er sat i karantæne, kan groft sagt opdeles i tre grupper: Først og fremmest dem, der ikke kan finde ud af reglerne og derfor ikke er i stand til selv at styre selvangivelsen. Og det er den største gruppe.

    – Så er der den hårde kerne af garvede fradragssvindlere, der går efter den store gevinst. Og den sidste gruppe er de borgere, der tager chancen og prøver at bevilge sig selv et lille uautoriseret statslån, fordi privatøkonomien er midlertidigt presset, siger Richard Hanlov, underdirektør i Skat, til Politiken.

    Men både små og store fradragsfuskere får stadig større problemer med at pille ved fradragene.

    Skat låser hele tiden flere felter på selvangivelsen, fordi oplysningerne automatisk bliver indberettet til Skat fra arbejdsgivere, fagforeninger, banker, myndigheder og andre eksterne parter.

    Jo flere felter der bliver låst, jo mindre er mulighederne for at snyde, og samtidig undgår borgerne at løbe sur i komplekse skatteregler.

    Mere end 20 felter på selvangivelsen er blevet låst siden 2012, så skatteborgerne ikke længere kan ændre indholdet, skriver Politiken.

    I 2012 kom 85 procent af alle indberetningerne på de personlige selvangivelser fra eksterne parter, banker, myndigheder og realkreditinstitutter – nu er det 95,9 procent af oplysningerne, der indberettes automatisk.

    /ritzau/