Kina sætter pengetank ind for at stoppe aktiepanik


    De kinesiske myndigheder er på vej med nye tiltag i forsøget på at få sat en stopper for de store kursfald på landets aktiemarkeder.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Kina overvejer således at give landets største pensionsselskab lov til at investere op til 30 procent af sin milliardformue på de hårdt ramte aktiebørser.

    Det skriver nyhedsbureauet Xinhua ifølge BBC.

    Kinas statslige pensionsfond forvalter en pensionsformue svarende til cirka 3500 milliarder kroner. Fonden vil ifølge Xinhua få lov til at købe både aktier og andre finansielle instrumenter.

    Myndighederne håber, at de mange pensionsmilliarder vil få efterspørgslen til at stige og dermed også aktiekurser, der siden juni er faldet med over 30 procent.

    Alene i sidste uge blev selskaberne på børsen i Shanghai 12 procent mindre værd. Tidligere denne måned devaluerede centralbanken i Kina yuanen i et forsøg på at støtte landets eksportvirksomheder.

    Myndighedernes tiltag er en reaktion på en aftagende økonomisk vækst. I andet kvartal i år var Kinas økonomiske vækst den laveste i seks år, og sidste år var tempoet det laveste siden 1990.

    Bekymring for en langvarig periode med afdæmpet fremgang i Kinas økonomi har også ramt de globale aktiemarkeder. I både USA og Europa var der i sidste uge meget store kursfald.

    /ritzau/