Ellen Trane går i tænkeboks om åbne karakterlister


    Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) stiller nu spørgsmålstegn ved, om de tilgængelige karakterlister, der rangerer landets folkeskoler, giver et retvisende billede af de “gode” og “dårlige” skoler, skriver Berlingske.

    – Jeg har ikke noget ønske om at gå og gemme på tal, men jeg mener, det er vigtigt, at man ser uddannelse i et bredere perspektiv og ikke kun fokuserer på det faglige. Det er ikke kun ét tal, der afgør, om en skole er god eller dårlig, siger undervisningsministeren til Berlingske.

    På baggrund af nye karakterranglister, som den liberale tænketank Cepos har lagt frem, vil Ellen Trane Nørby nu overveje om trivsel og etnisk sammensætning også skal lægges frem, så karakterer ikke er det eneste parameter, forældre kan vurdere skoler ud fra.

    Hun stiller også spørgsmålstegn ved, om de etnisk rene skoler er godt for integrationen, selvom de topper folkeskolernes karakterlister:

    – Rigtigt mange børn og unge knytter i deres skoletid venskaber, som varer for livet og kan betyde noget for en god integration. Derfor tænker jeg, at der måske er behov for at skabe åbenhed om, hvad det er for en elevsammensætning, der er på skolerne.

    – Det kunne være en relevant betragtning, når man skal vælge uddannelsestilbud til sine børn, så det ikke kun handler om den faglige progression, siger hun til avisen.

    Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, følger ministeren så langt, at han ikke mener, det er relevant at måle skoler ud fra karakterer.

    Men han forstår ikke behovet for at lægge yderligere oplysninger om skolerne ud, fordi der kun er få, som interesserer sig for de oplysninger, siger Claus Hjortdal.

    /ritzau/