Bayern-træner bøjer sig for Liverpools styrke

    For første gang siden 2011 får kvartfinalerne i Champions League ikke deltagelse af den tyske storklub Bayern München.

    Det står klart efter onsdagens 1-3-nederlag hjemme mod Liverpool, som spillede sig videre fra ottendedelsfinalen.

    Liverpool var ganske enkelt bedre, erkender Bayern-træner Niko Kovac.

    – Jeg vil gerne sige tillykke til Liverpool. Det var det bedste hold over to kampe, og vi fortjente at tabe, siger træneren efter kampen.

    Liverpool bragte sig foran 1-0 midtvejs i første halvleg på et mål af Sadio Mané, men et selvmål af Joël Matip udlignede føringen i det 39. minut.

    I anden halvleg slog Virgil van Dijk og siden Mané fast, at det var finalisterne fra sidste sæson, der skulle videre til næste runde.

    – De angreb os højt, stod kompakt og gjorde det svært for os. Men vi havde heller ikke vores bedste dag, lyder vurderingen fra Kovac.

    Nu vender Bayern-chefen i stedet blikket mod de hjemlige turneringer. Bayern München har fortsat mulighed for at vinde guld i Bundesligaen og snuppe den tyske pokaltitel.

    – Vi har stadig to titler at fokusere på. Vores mål er at vinde dem begge. Vi må ryste Champions League-oplevelsen af os og prøve igen næste sæson, siger Niko Kovac.

    Liverpool var det fjerde engelske hold, der fandt vej til kvartfinalen. Også Tottenham samt Manchester-klubberne City og United er videre til næste knockoutrunde.

    Ingen tyske klubber er i kvartfinalerne for første gang siden 2006.

    /ritzau/AFP